Ved tankemylder oplever man en vedvarende strøm af negative og/eller bekymrende tanker. Det kan føles, som om tankerne kører i ring eller at de uafbrudt springer fra det ene emne til det andet. Det kan være meget udmattende, og det kan gøre det svært at finde ro. Mange vil opleve en følelse af, at hovedet/sindet er ude af kontrol, man ønsker at finde ro og få fred fra tankerne, men føler sig samtidig ude af stand til at ”slukke” for tankerne.
Ved overtænkning har man en tendens til at overanalysere forskellige situationer og problemer. Det kan fx være efter et socialt arrangement, hvor man igen og igen tænker over, hvad man fik sagt og gjort, og hvad de andre nu mon tænker om én osv. Eller det kan være fremtidige begivenheder hvor man igen og igen tænker over mulige negative scenarier. Grunden til man overtænker er som regel, at man har en (nogle gange ubevidst) overbevisning om, at det kan hjælpe en til at være bedre forberedt på en given situation eller hjælpe en til at finde løsningen på et problem, hvis man tænker over det igen og igen. Desværre har det sjældent den ønskede effekt, men bidrager i stedet til andre negative konsekvenser, såsom usikkerhed, tankemylder, uro og stress.
I metakognitiv terapi arbejder vi på at ændre dit forhold til dine negative tanker og bekymringer. Du vil opleve at få en større bevidsthed i forhold til dine tankemønstre og få indsigt i de mekanismer der er med til at fastholde dig i overtænkning og tankemylder. Du lærer, hvordan du kan forholde dig til dine tanker på en anden måde, så du får kontrollen over dine tankeprocesser tilbage og dermed opnår en større ro fra tankerne og en forbedret livskvalitet.
Er du interesseret i at høre mere om metakognitiv terapi, og hvordan den kan hjælpe dig, så er du velkommen til at kontakte mig.
Hvis du ønsker at ændre eller melde afbud til din samtale, skal dette ske senest kl. 12.00 dagen før samtalen. Du kan melde afbud via sms, opkald og e-mail. Melder du afbud efter kl. 12.00 eller glemmer du at komme, opkræves halv pris af sessionen.
© 2025 Lena Christine – Designet af Aveo web&marketing