Mennesker som rammes af en depression, oplever en konstant og vedvarende følelse af at være nedtrykte og triste. De har ikke den samme interesse for ting, som de plejer at have, og nogle oplever en nedsat evne til overhovedet at føle noget. Flere føler sig også mere trætte end normalt og kan have nedsat lyst til at gøre de ting, som tidligere gjorde dem glade. Depression kan opstå i alle faser af livet, og der findes forskellige sværhedsgrader af depression: mild depression, moderat depression og svær depression. Ved en mild depression kan man som regel nogenlunde opretholde hverdagen, mens man ved en svær depression kan have vanskeligheder med helt basale ting, såsom at gå i bad og få noget at spise.
Depression er ikke en normaltilstand og kan på ingen måde sammenlignes med det at have en dårlig dag. En depression er indgribende og kan have store konsekvenser for både den person, der rammes, og personens tætte relationer. Man antager, at 15-25 % af alle kvinder og 7-12 % af alle mænd får en depression i løbet af livet (sundhed.dk). Depression er altså en forholdsvis almindelig psykisk lidelse.
(Du behøver ikke at mærke alle symptomerne for at være depressiv)
Der er flere teorier om, hvorfor nogle udvikler en depression og andre ikke gør. Tidligere troede man, at depression udviklede sig på grund af ophobede traumer, dårlige oplevelser fra fx barndommen eller andre voldsomme hændelser, som aldrig er blevet bearbejdet.
Forskningen i dag tyder på noget andet – nemlig at psyken kan hele sig selv, hvis bare den får lov. Hvis man derimod bruger flere timer dagligt på at tænke over, analysere, snakke om eller på anden måde at håndtere tidligere negative hændelser, så risikerer man at udvikle en depression. Måden man behandler sine tanker på, har således betydning for ens sindstilstand.
Flere, som har udviklet en depression, har tanker som ”hvorfor har jeg det sådan her?”, ”Hvad kunne jeg have gjort anderledes?”, ”Hvad har jeg gjort forkert, siden jeg har fået det så dårligt?”, ”Hvad hvis jeg aldrig får det bedre?”. De bruger adskillige timer dagligt på at finde svar på disse spørgsmål, fordi de tror, at svaret giver løsningen på problemerne og dermed bedring af deres tilstand. Desværre fører det ofte til en forværring af depressionen at bruge store mængder tid på at gruble over tanker, følelser og oplevelser.
Ved metakognitiv terapi behandles depression på en effektiv og skånsom måde uden at svære oplevelser og følelser fra fortiden skal tales om og bearbejdes.
I stedet får du en forståelse for dine tanke-vaner og overbevisninger, som er årsag til dine depressive symptomer. Du får viden om, hvordan du kan forholde dig til dine tanker på en anden måde, så du opnår kontrol over dine svære tanker og slipper fri af den onde cirkel, som fastholder dig i depressionen. Du får således den viden, du behøver for at få dit humør og din livskvalitet tilbage.
Et metakognitivt forløb til behandling af depression vil typisk strække sig over 6-12 sessioner.
Er du interesseret i at høre mere om metakognitiv terapi, og hvordan den kan hjælpe dig ud af din depression/fri fra dine depressive symptomer, så er du velkommen til at kontakte mig.
Er du interesseret i at høre mere om metakognitiv terapi, og hvordan den kan hjælpe dig, så er du velkommen til at kontakte mig.
Hvis du ønsker at ændre eller melde afbud til din samtale, skal dette ske senest kl. 12.00 dagen før samtalen. Du kan melde afbud via sms, opkald og e-mail. Melder du afbud efter kl. 12.00 eller glemmer du at komme, opkræves halv pris af sessionen.
© 2025 Lena Christine – Designet af Aveo web&marketing